PSK Survivors

SKIF (Stenderup-Krogager Idrætsforening) startede E-sport i lejede lokaler ovenpå byens førende dagligvarebutik sommeren 2017, og vi var et par stykker, der fik ideen til at starte et oldboyshold. Det tog meget kort tid inden 10 friske fyre i sin bedste alder havde givet tommel op til at ville være med og vi havde første træningssamling i sommeren 2017.

PSK Survivors logo

Hvorfor hedder vi så PSK Survivors? Ja, det kan faktisk ikke blive mere tilfældigt. Min svoger, Jimmy aka Karbonaden (tidligere FuzzyDagger) og jeg var på ferie med vores familier og sad i festligt lag og snakkede om vores kommende gamerhold og nævnte i den forbindelse forskellige hold. Min søster, der ikke havde meget forstand på gaming, ville også være med i snakken og navnet PSK Survivors fløj ud af hende. Vi blev hurtigt enige om, at det måtte stå for Pensionister i Stenderup-Krogager Survivors. Vi lukkede for navneforslag umiddelbart efter og holdet var navngivet.

Vi spiller CS:GO og ikke andet. Der har været forslag om andre spil, og nogle af os har også prøvet Fortnite, men der er simpelthen for mange knapper. Så vi holder os til CS:GO, som efter min bedste overbevisning er verdens bedste spil både som spiller og som tilskuer.

Ideen med holdet er, at vi kommer og spiller, når vi kan, og derfor mangler vi nogle gange en spiller eller to. Langt hovedparten af medlemmerne på holdet er meget flinke fyre, så det er ikke svært at få afløsere til at komme og spille med os. Vi besluttede dog i løbet af den første måned, at man skulle være over 32 år for at være med på holdet, da nogle af de børn og unge mænd, der har været med som afløsere, simpelthen er for gode for os. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at morskaben er stor for de andre medlemmer, når et medlem har knægten med som afløser til træning og knægten efterfølgende skyder farmand mange gange.

Vi har delt os i to hold: Team Left og Team Right. Team Left sidder i venstre side og Team Right sidder i den side med køleskabet. Med jævne mellemrum bytter vi rundt på en eller flere spillere, så holdene er så jævnbyrdige som muligt. Det er sjovest at spille, når kampene er tætte.

Hvor gode er vi så blevet på de 2,5 år vi har spillet? Det er der ikke et entydigt svar på. Der er stor forskel på niveauet på de enkelte spillere. For mit eget vedkommende, så er jeg blevet noget bedre, men ligger i den nederste halvdel på holdet. Nogle spiller mere end andre, og det kan man selvfølgelig se på scoreboardet, men det vigtigste er, at vi har det sjovt, og det har vi.

Nåh, det må være nok om PSK Survivors for denne gang. Jeg kan nok ikke lade være med at fortælle om vores fantastiske fællesskab i et senere indlæg, for onsdag aften er et af ugens absolutte højdepunkter for mit vedkommende.

4 medlemmer af PSK Survivors og Julemanden ved den første signing session i december 2017.